Fester

På Helsingør Gymnasium har vi tradition for fem større fester på et skoleår, som alle afholdes i Festsalen. Udover festerne har vi en række cafeaftener, som foregår i kantinen.

Alle fester foregår i Festsalen og er kun for skolens elever, så vi er sikre på, at alle har en sjov og festlig aften med gode venner, musik og højt humør. 

 

Festudvalget kan kontaktes på hgfestudvalg@gmail.com, hvis man vil foreslå numre til DJ’en eller har andre spørgsmål. 


På HG tager vi ansvar for hinanden: Læs Helsingør Gymnasiums alkoholpolitik her.

Introfest

Den første fest, Introfesten, finder man allerede et par uger inde i skoleåret, og her er det særligt de nystartede 1.g’ere, som skal indvies i festlivet på HG. 

X-fest

I november når 1.g’erne er startet i deres nye klasser og sammen har været på introtur med klassen, følger X-festen, hvor klasserne fester sammen med deres over- og underklasser. Festen begynder med en hyggelig middag for studieretningerne og nogle af klassernes lærere, og efterfølgende er der fest for hele skolen i Festsalen. Det er en god måde at lære nye mennesker at kende på tværs af årgangene. Traditionen tro vælger 3.g-klasserne tema og forbereder underholdning, 2.g’erne står for maden og 1.g’erne pynter op til middagen.

Fastelavnsfest

Til fastelavnsfesten i februar iklæder alle sig flotte kostumer. 

Gallafest

I april holder vi skolens store gallafest, hvor 3.g'erne konkurrere i Les lanciers, og i maj siger vi farvel til 3.g’erne på deres sidste skoledag med FF-Festen med champagnebar.

Stjerne for en aften

Endnu et arrangement som traditionen tro afholdes hvert år, er Stjerne for en Aften. Her kan alle elever melde sig til at stille op med et nummer, som de øver med Stjernebandet og fyrer af til det store Stjerne for en Aften-show, der typisk afholdes omkring marts måned. Stjernebandet består også af elever fra HG, og sammensættes og ledes af vores dygtige og engagerede musiklærere. De 5 numre, som dommerne sender videre til finalen, konkurrerer mod 5 finalister fra Espergærde Gymnasium til det store Gymnasierock, som afvikles et par uger efter, og som EG og HG skiftes til at være værter for hvert år.

Caféaftener

Cafeaftenerne foregår i Kantinen, og er temaaftener med sjove indslag, som arrangørerne har rig mulighed for at sætte deres eget præg på. Vi afholder også skoleårets sidste fest i Kantinen. Det er studentermiddagen, som afholdes onsdag før dimissionen, når alle 3g’erne er blevet studenter og har fået deres flotte huer på! Her deltager mange af klassernes lærere og ledelsen også i den fælles middag. 

Lille Fredag - torsdagscafé i Kantinen

En torsdag i hver måned er der “Lille fredag” i Kantinen kl 17-20 - hver måned med nyt tema fx Halloween med græaskarudskæring og julehygge med æbleskiver, hjemmelavet julepynt og juelmusikquiz 

Det er elevrådets eventudvalg, der står for at arrangere “Lille fredag”

Udforsk vores
studieretninger

Studieretninger

Kom på besøg 
og se det med dine egne øjne

Besøg os