Ny ledelse på Helsingør Gymnasium på plads

Ny ledelse på Helsingør Gymnasium

Første januar 2018 starter Claus Madsen som ny rektor og Claus Corneliussen som ny vicerektor på Helsingør Gymnasium. Det er blevet resultatet af ansættelsesudvalgets gennemgang af de i alt 34 ansøgere og samtaler med de 10 bedst kvalificerede.

Claus Madsen er 46 år og kommer fra Egedal Gymnasium hvor han har været vicerektor i seks år og før det pædagogisk leder også på Egedal. Han er uddannet cand.mag i historie og samfundsfag, som han også fortsat underviser i og er desuden i gang med efteruddannelse i form af en master i Public Governance på CBS. Privat bor Claus Madsen på Frederiksberg sammen med sine tre sønner.

Claus Corneliussen er 44 år og startede efter sommerferien som uddannelsesleder på Helsingør Gymnasium. Før det var han pædagogisk- faglig koordinator på Rungsted Gymnasium. Han er også uddannet i historie og samfundsfag samt Ph.D. i historie og har gennemført den 2-årige masteruddannelse i gymnasiepædagogik. Privat bor Claus Corneliussen i Nivå med sin kone og datter.

Bestyrelsesformand på Helsingør Gymnasium Bo Søby Kristensen: – ”Claus Madsen og Claus Corneliussen er lige hvad vi har brug for til at føre den positive udvikling på Helsingør Gymnasium videre. Vi får en ledelse med stor erfaring med at drive et gymnasiums planlægning og økonomistyring og begge er samtidig kendt for at lede gennem dialog og involvering af medarbejdere og elever.”

Det nye ledelsesteam starter på HG efter et halvt år hvor bestyrelsen, den konstituerede ledelse med Mette Machholm, Claus Corneliussen og resten af kontoret samt et meget aktivt lærerværelse har styret skolen på forbilledlig vis.

Ansættelsesudvalget har bestået af Jaspar Hammering Kristensen fra elevrådet, lærerrepræsentanterne i bestyrelsen Mikkel Emil Jensen og Mette Thorup Pedersen, Anette Knudsen fra administrationen samt Søren Launbjerg og Bo Søby Kristensen fra bestyrelsen.

 

Tilbage til nyhederne

UPDATE LOGIN

Der skelnes mellem store og små bogstaver i adgangskoden.
Brugernavn og adgangskode udleveres af skolens administration.