På HG prioriterer vi det internationale arbejde højt. Vi vil gerne klæde eleverne på til at begå sig globalt – både sprogligt og kulturelt. Derfor tilbyder vi blandt andet studieture og sprogture i udlandet, hvor eleverne får mulighed for at opleve andre kulturer på tæt hold.
Vi tager også på ture rundt i Danmark for udsyn kræver også indsigt i eget landm egen kultur og egne forcer. Vi forlader klasselokalerne på HG for en stund for at møde fagene i virkeligheden og for samtidig at styrke både den faglige og sociale trivsel.
På HG skal eleverne på tur med overnatning mindst 1 gang hvert skoleår, hvor undervisningen flyttes uden for HGs faste rammer. Da en tur eller ekskursion er undervisning, er det obligatorisk at deltage.
I november, når 1.g’erne er landet i deres faste klasser, tager de klassevis på introtur med en overnatning. Klassens to klasseledere (lærere) deltager i turen og arbejder sammen for klassen for at skabe et stærkt og inkluderende fællesskab, som kan danne grobund for den sociale trivsel.
I september måned (uge 40) i 2.g tager klasserne på studietur. Turene varer typisk 5 dage, og destinationen afhænger af studieretning og deltagende fag samt klassens ønsker.
Destinationerne de seneste år har bl.a. været: Berlin, London, Paris, Dublin, Krakow, Sarajevo, Bruxelles, Normandiet, Hamborg, Leipzig
På studieturen er det faglige arbejde flyttet ud i virkeligheden. Eleverne rejser med to faglærere om et flerfaglig projekt, der sammen kan belyse en flerfaglig problemstilling.
Tour de Esrum
3.g starter med et brag! Her deltager alle 3.g-klasser på deres cykler med oppakning i “Tour de Esrum” og overnatter i telt på en lejrplads ved Esrum sø, hvor alle 3.g-klasser og deres lærere mødes efter endt cykeltur. Her er samarbejdet virkelig i højsædet!
Fagture i 3.g
I starten af skoleåret er studieretningsfagene i centrum for en 3-dages tur til en destination i Danmark. Her er der mulighed for fordybelse i sine studieretningsfag, samtidig med at det er en god start på det sidste skoleår på HG. 3.g’erne har tidligere besøgt Aarhus Universitet og været på besøg i Folketinget.
Sprogtur med spansk, tysk og fransk
Hvis man har spansk, fransk eller tysk på A-niveau, deltager man i 3.g i en sprogtur med sit sproghold. Dette foregår som regel i december, så byerne, vi tager til, er pyntet op til jul.
Spanskholdene rejser til Malaga, hvor de går på sprogskole og møder unge spaniere og den spanske kultur på tæt hold.
Tyskholdet tager til Lübeck for at besøge HGs partnerskole og får her et indblik i undervisningen i Tyskland og møder tyske elevers hverdag - og ofte besøger de også Hamburg på vejen.
Franskholdet tager til Paris, hvor de besøger HGs partnerskole og taler med de franske elever - og så er der også tid til at gå på opdagelse i Paris.